Jim Jones som karismatisk leder (Dansk)

I følgende studieretningsprojekt undersøges, hvordan Jim Jones formår at opnå den dedikeret følgerskare, som han gjorde. Opgavens formål er at undersøge Jim Jones som karismatisk leder, samt hvordan hans retoriske evner udvikler sig gennem tiden. Først i opgaven, vil der redegøres for Peoples Temple som en sekt, samt Max Webers teori om karisma. Herefter vil der være en komparativ retorisk analyse af Jim Jones’ sidste tale ”The Death Tape”, samt to selvvalgte taler af hans; ”Faith Without Works Is Dead” og ”Who Are The Real Radicals?”. I analysen vil der lægges fokus på Jim Jones’ brug af sproglige virkemidler. Dernæst vil der være en diskussion af, hvilke forhold i det amerikanske samfund der kan medvirke til at forklare, hvorfor Peoples Temple fik så mange følgere. Afslutningsvis vil der være en vurdering af, hvorfor Peoples Temple stadig virker fascinerende og appellerende på folk. Der kan ud fra opgavens resultater konkluderes, at Peoples Temple var en sekt med en dybt karismatisk leder med sine retoriske evner på plads. Gennem Jim Jones’ taler havde han evnen til at kontrollere og manipulere sine tilhængere ved hjælp af sproglige virkemidler. Peoples Temple blev grundlagt i en periode med flere politiske og sociale problemer i USA og mange mennesker søgte derfor et fællesskab som dette. Bevægelsen virker stadig fascinerende i dag, grundet det historiske perspektiv og sektens relevans for nutidens samfund.

Indledning

”Tired of people’s lives in my hands and I certainly don’t want your life in my hands and I’m going to tell you, Christine, without me, life has no meaning.”^[1] Sådan lød det fra den karismatiske leder, Jim Jones, få minutter før, at han fik over 900 mennesker til at begå kollektivt selvmord den 18. november 1978. Peoples Temple og Jonestown var en tragisk og kontroversiel episode i moderne amerikansk historie, der stadig den dag i dag vækker følelser og debat. Men hvordan formår Jim Jones at opnå denne dedikeret følgerskare, som han gjorde? Var det hans retorik, karismatisk side, den fraværende velfærdsstat i USA eller alle tre ting på en gang? I dette studieretningsprojekt vil der redegøres for, hvorvidt Peoples Temple var en sekt eller kult. Der vil også i redegørelsen, være gjort rede for Max Webers teori om karisma. I projektets analyse vil der være en retorisk komparativ analyse af ”The Death Tape” af Jim Jones, samt to selvvalgte taler ”Faith Without Works Is Dead” og ”Who Are The Real Radicals?” I analysen ligges der et henblik på Jim Jones evne til at opnå en dedikeret følgerskare som leder af Peoples Temple, samt et analytisk fokus på Jim Jones’ brug af sproglige virkemidler. Herefter vil der være en diskussion af, hvilke forhold i det amerikanske samfund, som kan medvirke til at forklare, hvorfor Peoples Temple fik så mange følgere. Til sidst vil der være en vurdering med inddragelse af Rolling Stone artiklen; Jonestown: 13 Things You Should Know About Cult Massacre af, hvorfor Peoples Temple stadig virker fascinerende og appellerende på folk i dag, samt en afslutningsvis konklusion af projektets resultater.

Kult eller sekt?

Ofte, når en nyreligiøs bevægelse eller minoritetsreligion opstår, så vil de store majoritetsreligioner gerne betegne dem som enten en kult eller sekt. Dette kan også ofte være en negativ betegnelse at sætte over en nyreligiøs bevægelse, men sådan kategoriseres de ofte. Dette var også tilfældet ved Peoples Temple. Hvad var Peoples Temple så? Kult eller sekt?

Først er det vigtigt at forstå, hvad Peoples Temple er. Den amerikanske nyreligiøsbevægelse, Peoples Temple, bliver dannet i 1954 i Indianapolis, Indiana. Det er en bevægelse der havde et tydeligt fokuspunkt på racelighed i et retfærdigt samfund og overvindelse af fattigdommen i Amerikas samfund. Gruppen oprettes og ledes af Jim Jones. Jim Jones har en vision om et integreret samfund og menighed. Et flertal af templets oprindelige medlemmer er unge afroamerikanere, der kæmper for borgerrettigheder, og unge universitetsstuderende, der søger efter et fællesskab. Jim Jones prædikere ofte om en form for apostolisk socialisme. Han blander sociale bekymringer med troshelbredelser og dermed også en entusiastisk tilbedelsesstil fra de sorte kirker. Medlemmerne opfordres af Jim Jones til at leve i et samfund sammen. Templet starter i Indianapolis, men det ender i Jonestown, Guyana.

En kult er en religion, hvor medlemmerne er løst organiserede og tilknyttede. Medlemskabet er ikke eksklusivt, og tilhængerne er ofte medlemmer af flere religioner.^[2]

De mennesker der bliver en del af en kult, er ofte mennesker, der er søgende og tager ting fra de forskellige religioner og sammensætter dem, så de passer bedst muligt til dem. I en kult er det op til hvert medlem, hvad de vil tro på. Kultmedlemmer hævder ikke at have den absolutte sandhed og dermed afviser de ikke andre religioners sandhedskrav. ”Medlemskab af en kult er bare et aspekt af tilhængerens liv og for det meste ikke det dominerende. Dette betyder ikke, at kulten ikke er vigtig, men at den har mindre indflydelse i det store hele.”^[3] Kultmedlemmer forholder sig ofte fredeligt til omverdenen, selvom de kan være i opposition til majoritetssamfundets religion.

Men selvom kult og sekt er to ord, som ofte bruges i samme kontekst, så er de markant forskellige fra hinanden. ”En sekt er en tæt sammenknyttet religion, som ser sig selv i kontrast til majoritetssamfundet.”^[4] Modsat en kult, så gør en sekt krav på at have den absolutte sandhed og at sekten er den eneste vej til frelsen. Medlemmerne af en sekt er også ofte udbrydere fra store majoritetsreligioner, hvor de enten har haft en konflikt eller uden held har søgt ændringer i religionen. Derfor gør sekter også ofte noget stort ud af at missionere og overbevise andre om deres sandhed og trosforestillinger. Sekter har derfor også en større tendens til ekstremisme, grundet religionens rolle er så dominant og derfor overskygger andre sociale roller. Dette er også grunden til, at sektmedlemmer er så tæt knyttet og deres bånd mellem hinanden er så fortættede.

Medlemmerne i en sekt har også ofte en tendens til at være skeptiske overfor verdslige institutioner såsom skoler, medier, hospitaler, demokrati og militær. Dette er grunden til, at de fleste sekter lever et isoleret liv, så langt væk fra omverdenen som muligt. Derfor har sekter også tit deres egne former for skoler, børnehaver, opholdssteder og boligkomplekser. De skaber deres eget samfund indenfor sekten og dens medlemmer. De gifter sig og danner også ofte par kun med sektens andre medlemmer. De undgår majoritetssamfundet og omverdenen så meget som muligt.

Det er særdeles tydeligt at tyde, hvilken en af de to begreber Peoples Temple ligger under. Peoples Temple var uden tvivl en sekt. Medlemmerne af Peoples Temple levede sammen under et tætknyttet samfund, da de var utilfredse med det amerikanske majoritetssamfund og forsøgte at oprette deres eget samfund. Medlemmerne troede på, at Jim Jones og sekten var deres sandhed og deres vej til frelsen. Sekten tog også ofte ud med store busser til de forskellige amerikanske stater for at missionere om deres religion. Busserne havde ofte flere medlemmer med hjem, end de havde derud. Det var den effektiveste måde, Jim Jones skaffede nye medlemmer på. Medlemmerne af Peoples Temple så ofte Peoples Temple som en stor tæt familie. Peoples Temple havde et rehabiliteringscenter for misbrugere, et bosted for hjemløse, en gratis lægeklinik og en tøjindsamling til de fattige. Han gav folk et sted at høre til udenfor majoritetssamfundet. Peoples Temple havde deres eget samfund, grundet deres uenighed og mistillid til de verdslige institutioner og Amerikas samfundsform.

Max Webers teori om karisma

Den tyske sociolog og økonom, Max Weber (1864 – 1920), har haft en betydelig indflydelse indenfor religionsvidenskab og samfundsvidenskaberne. Max Weber og andre sociologer fra hans tid interesserede sig generelt ikke meget indenfor religion, da mange mente, at religion ville forsvinde i takt med samfundets ændringer. Dette mente Weber også, men alligevel arbejdede han med religionssociologi. ”Han var især interesseret i religionernes udvikling samt i religiøs handling som en særlig form for social handling.”^[5]

I hans værk Wirtschaft und Gesellschaft (1922) præsenterer Max Weber hans model over de tre rene typer af legitim autoritet. I hans model beskriver hans således tre idealtypiske autoritetsformer; rationel autoritet, traditionel autoritet og karismatisk autoritet. Modellen er udviklet til at analysere både religiøse og sekulære ledere.

Typologien over de tre rene typer legitim autoritet er en af Webers mest kendte. Med autoritet forstås magtudøvelse, der betragtes som legal, begrundet og acceptabel af dem magtens udøves over. Dermed adskiller autoritet sig fra magtudøvelse baseret på tvang.^[6]

Den første af de tre idealtypiske former for autoritet er rationel autoritet. Den rationelle autoritetsform forbandt Max Weber med fremvæksten af det moderne samfund. Den hviler på regler og love. Denne form for autoritet kan især ses ved f.eks. styring af demokratiske stater. Traditionel autoritet er den form for autoritet, der hviler på tradition samt vane. Den hviler mere på tradition og vane end den rationelle autoritet.”Et eksempel på overvejende traditionel autoritet kunne være et monarki, hvor magten går i arv.”^[7]

Den karismatiske form for autoritet skiller sig yderst ud fra de ovenstående former. Den er kendetegnet ved at være baseret på lederens personlige egenskaber og derfor ikke lov og tradition. Karisma er et karaktertræk, der ikke er opnåeligt for alle og enhver. Den karismatiske leder findes ofte i nye religiøse bevægelser, hvor de legimiterer deres autoritet med deres egne ekstraordinære evner. En leder med karisma kaldes også karismabæreren.

Men hvad er karisma? Webers sociologiske forståelse af karisma er, hvor ”karisma betragtes ikke som en iboende egenskab hos en leder, men derimod som noget hans tilhængere tillægger ham gennem anerkendelse og tro på, at han besidder ekstraordinære evner.”^[8] Weber mener også, at det ikke er så vigtigt, om den karismatiske leder er oprigtig, men at det er tilhængernes vurdering af lederens autoritet, som er afgørende. Så ifølge den sociologiske forståelse, dannes en karismatisk leder i et socialt samspil mellem leder og tilhængere.  Derfor dannes den karismatiske leder kun i kraft af sine tilhængere, derfor kan hans tilhængere også fratage ham autoriteten igen. Derfor er den karismatiske autoritetsform også en meget ustabil autoritetsform.

En karismatisk leder ønsker også ofte at udrette forandringer. De vil gerne tilføje noget nyt til det, som de følger, at der mangler.

De karismatiske lederes mission bliver revolutionær, da de ofte tager afstand fra eksisterende normer og ønsker at komme med nye tolkninger af kendte religiøse ideer eller opfordrer til social forandring.^[9]

Der findes tre udformninger af karisma. Det er magisk karisma, profetisk karisma og heroisk karisma. Magisk karisma er, når en leder har ekstase og ekstraordinære evner eller kræfter, hvor det kan opnå en form for magisk niveau. Profetisk karma er, når karismabæreren enten udsteder nye love eller kommer med guddommelige bud rettet mod karismabærerens følgere. Den heroiske form for karisma er, når lederen udviser heltemod mod følgerne og er en form for heroisk beskytter.

Men når det karismatiske styre har eksisteret længe, så kan nogle af de træk, som karakteriserer den rene form for karismatisk styre forsvinde. Max Weber hævder flere teorier indenfor rutiniseringen af karisma. Disse teorier behandler, hvordan den personlige karismatiske autoritet kunne omdannes til et mere stabilt og solidt lederskab. Dette ville ske, hvis bevægelsen fik en mere skrukturet økonomi og mistede sin revolutionære karakter, samt evnen til at skabe forandring. Her går karismaen fra at være en personlig gave til at være en kvalitet, der eventuelt kunne overdrages og betegnes derfor som arvekarisma eller embedskarisma. Nogle bevægelser ønsker dette, mens andre forsøger at undgå dette. Rutiniseringen af karisma kan undgås på flere måder, som ved at opsøge eller udpege en ny karismatisk leder.

Analyse

Jim Jones grundlagde i midten af 1950’erne, den religiøse bevægelse, Peoples Temple. Jim Jones var kun 24 år, da han grundlagde Peoples Temple og Jim Jones holdt prædikener fra den allerførste dag og lige indtil den sidste dag med ”The Death Tape”. Jim Jones er kendt for hans mange prædikener, hvor han har en evne som karismatisk leder til at kunne tiltrække tusindvis af tilhængere til sin bevægelse, gennem hans overbevisende og lidenskabelig talestil. Han er i stand til at kunne engagere sine tilhørere og overbevise dem om hans synspunkter gennem hans prædikener og hans retorik. Jim Jones bruger både religiøs og socialistisk retorik for at appellere til hans tilhængeres idealistiske og menneskelige behov. Han taler om social retfærdighed, lighed og kampen mod diskrimination og undertrykkelse.

Jim Jones er både kendt for hans religiøse taler og hans politiske taler. Grundet Jim Jones’ mange forskellige taler, så er muligheden også for at nå ud til flere mennesker og ramme lige præcis deres interessepunkt. Grundet Jim Jones’ meget forskellige prædikener, vil der derfor i denne analyse undersøges tre af Jim Jones’ prædikener, både en med henblik på religion, en med henblik på politik og hans sidste tale ”The Death Tape”. Talerne er fra tre vidt forskellige momenter i sektens tid, som derfor gør det muligt at undersøge Jim Jones’ drastisk ændrende retorik gennem årerne.

”Faith Without Works Is Dead”

I starten af sektens tid, december 1956, holder Jim Jones prædiken ”Faith Without Works Is Dead”. Talen holdes under en konvention i Chicago, hvor Jim Jones er værtspræst. Talen omhandler, hvordan Jim Jones mener, at ens tro vises gennem ens gerninger. Han minder folk om, at Gud er lyset og at Gud er i kontrol over, hvad der sker og ikke sker. Han fortæller også hans tilhængere, at de skal hjælpe og opmuntre andre folk mod Gud og hans lys. Der nævnes også i talen, hvordan helvede er et forfærdeligt sted og man vil straffes efter sine gerninger. Han siger til hans folk, at hvis de skal være en del af denne cirkel, så skal de gå ud to timer om ugen og vidne om Jesus Kristus som disciplene.

I denne tale er den sproglige stil på et normalt niveau, hverken højt eller lavt, med formel sprogbrug enkelt gange. I talen kan der findes en del metaforisk teologi som: ”I like to think of God as a light in man.”^[10] Disse metaforer viser Gud med billedlig tale, som gør Gud til en ting, som man kan se for sig, som f.eks. i det ovenstående citat et lys i mennesker. Dette gør også, at tonen i talen bliver mere romantiserende og sværmende. Der er en tydelig lidenskab for Gud at mærke gennem talen, som Jim Jones opfordrer hans tilhængere til at vise for andre. Der er også et tydeligt tegn af sekt, da han ønsker, at hans tilhængere skal missionere for ham og skabe en endnu større gruppe af tilhængere. Derfor er ordvalget også fyldt af ord med positiv værdiladning, samt mange verber for at vise handling.

Jim Jones henvender sig gennem talen til talens modtagere, hans tilhængere. Pronomen ”we” bruges også ofte, for at hans tilhængere skal få denne følelse af, at de er et fællesskab sammen. Der bruges også pronomen ”you”, hvor han ønsker, at tilhængeren skal føle sig talt til. Tilhængerens tanker skal ligesom sættes i gang under talen ved direkte henvendelse. ”You can always find the truth of God in the natural world around you. If you will just awaken to the realization of natural things, you can find hidden truths of God in the natural.”^[11] I dette ovenstående citat, er det også tydeligt at mærke Jim Jones’ karismatiske side. Han gør tydeligt brug af profetisk karisma, da han kommer med guddommelige bud gennem hele talen til hans tilhængere gennem direkte henvendelse.

Jim Jones stiller også i talen retoriske spørgsmål omhandlende tilhængernes rolle i forhold til Gud; ”Are you to dispute God?”^[12] Her sættes tilhængerens tanker og meninger igen i gang. Når der er disse former for direkte henvendelser til tilhængerne, så bruger Jim Jones appelformen patos, for han taler til tilhængerne omkring deres følelser til Gud. Han understreger i denne tale, hvor vigtigt Gud er og Guds kærlighed til mennesket er. ”We must find the one central theme, and that is God is love.”^[13] Jim Jones gør også brug af appelformen etos, da han bygger på sin troværdig ved at nævne flere hentydninger fra biblen. ”We read from the book of St. John, chapter 1 and verse 8 (…)”^[14] Når han nævner disse citater, så viser han sin viden indenfor Biblen og Guds ord og derfor finder folk ham mere troværdig og ønsker derfor at høre og følge hans ord. Man kan også argumentere for, at dette er appelformen logos, da han bruger sin viden til at bygge på sin etos.

Mange ledere, der besidder karisma, ønsker ofte at skabe forandringer. Det gør Jim Jones også. I talen ”Faith Without Works Is Dead” nævnes der flere gange, hvordan andre kirker gør tingene og hvordan Jim Jones vil gøre det anderledes.

Many churches today place people under condemnation and immediately remind them that they are in a terrible untoward estate, but I like to remind people that God’s light is in them, but it has to be brought forth by repentance and regeneration.^[15]

Han forsøger hermed at overtale hans tilhængere, hvordan hans måde at gøre tingene på, er den rigtige måde. Han ønsker deres anderkendelse på, at han gør tingene på den rigtige måde. Hans måde at gøre tingene på, bliver revolutionær. Det er at mærke, at der er en intention bag talen. Jim Jones vil have hans tilhængere til at missionere for ham, vise deres tro gennem gerninger, som der gavner ham. Ved at sætte de andre kirker op mod ham, så viser han også, hvordan han er den rigtige vej at følge og ikke de andre kirker. Det er tydeligt at anskue, at denne tale er fra starten af bevægelsens opbyggelsesfase og ønsket om noget større er markant.

”Who Are The Real Radicals?”

En af Jim Jones’ kendte politiske taler er talen ”Who Are The Real Radicals?” Talen bliver både holdt af Jim Jones og den bliver nedskrevet og sendes ud i Peoples Temples nyhedsbrev i oktober 1970. Jim Jones er 40 år, da talen bliver holdt og sekten har været omkring i cirka 20 år og den har nu opnået over 2000 medlemmer. Det er nu blevet noget større. Jim Jones er stadig meget optaget af flere sociale spørgsmål omkring borgerrettigheder og social retfærdighed. Det er han bestemt også i talen ”Who Are The Real Radicals?”.

Denne tale er markant anderledes fra den førnævnte tale ”Faith Without Works Is Dead”, som var en mere religiøs tale. Denne tale er en politisk tale med henblik på volden i USA. I prædiken ”Who Are The Real Radicals?” forklarer Jim Jones, at der i USA er en masseforvirring omkring, hvad en rigtig radikal er. I prædiken forklarer Jim Jones også, at der altid har været vold i USA. Han lister blandt andet kampen mod indianerne, verdenskrigene, atombombningerne af Hiroshima og Nagasaki, annektering af Hawaii og som han kalder det de imperialistiske eventyr i Latinamerika og Flippierne. Han nævner generelt, hvordan vold er karakteristisk for amerikanske liv. Han forklarer også, hvordan denne revolutionær vold intet godt har gjort for underprivilegerede sorte, hvide eller brune i USA, men kun har gjort godt for de rige. Mod slutningen af talen, opfordrer han sine medlemmer til at være de rigtige radikale; ”(…), the real radical is one who is engaged in a determined struggle to break out of the vicious cycle of violence that is part of our everyday life.”^[16]

Talens modtagere er de mere politiske tilhængere af sekten, men alle medlemmer af Peoples Temple modtager talen i dette nyhedsbrev. Mange af disse politiske tilhængere er politiske aktivister af alle farver, som er uenige med USA’s samfundsform og ønsker at gøre en forskel. Det er dog bekendt, at størstedelen af gruppens tilhængeres etnisk baggrund er afroamerikansk, da de er en del underprivilegerede i denne tid og har derfor brug for Jim Jones’ støtte. Talen har også både primære modtagere, der er til stede, da Jim Jones holder talen, men også sekundære modtagere, som har muligheden for at læse talen gennem nyhedsbrevet. Ved at bruge et nyhedsbrev, har Peoples Temple muligheden for at nå ud til flere mennesker, som ikke er til prædiken, da den holdes. Talen har derfor også en sekundær afsender, da en person skriver talen ned og sender videre i dette nyhedsbrev. Den primære afsender er selvfølgelig Jim Jones.

Talen indledes med, at Jim Jones forklarer, hvordan der er bombninger hver dag i USA. Dette er en dramatisk åbning til en tale, men det er en åbning, der fanger enhvers opmærksomhed gennem brugen af appelformen patos. Den sproglige stil hælder mod høj sproglig stil, da den indeholder en del formel sprogbrug. Tonen i denne tale er også meget opfordrende, opfordrende til forandringer, som er et tydelig karismatisk træk. I talen bruges der en del ord med negativ værdiladning. Disse ord er rettet mod USA, majoritetssamfundet. Men der er også ord med positiv værdiladning, men disse ord er rettet mod Jim Jones og hvad hans mening, om en rigtig radikal er. Der er igen denne klare intention, om at hans tilhængere skal følge hans mening. Han hælder hans mening ned over hans tilhængere.

Jim Jones fremstiller sig selv som denne revolutionær leder, som ønsker forandringer. Han udviser en form for heroisk karisma, da han stiller sig op mod majoritetssamfundet og ønsker forandringer indenfor volden i USA. Det er et emne, som mange i USA umuligt kan sætte sig helt i mod, da de færreste ønsker mere vold.  Han opfordrer også hans medlemmer til at gøre en forskel sammen i slutning. ”We can bring about total racial and economic justice, and an end to war and poverty in no ther [other] manner!”^[17] Så talen starter med en indledning, som forklarer hvor forfærdeligt verden er og hvor han virkelig gør brug af patos, men til slut opmuntrer han sine tilhængere med, at de kan skabe forandringer og en forskel, hvis de følger ham og hans meninger. Han udviser dette håb for fremtiden, gennem hans meninger.

Igennem tiden, er Jim Jones’ direkte i hans henvendelser også blevet mere personlige end i f.eks. ”Faith Without Works Is Dead”, hvor det kun er ”we” og ”you” der bliver brugt som direkte henvendelse. I denne tale bruges der ”my friend” og der bruges også stadig meget ”we”. Jim Jones er tydeligvis blevet mere personlig med hans tilhængere i løbet af tiden og Jim Jones’ ønske om en stor familie af tilhængere er nu endnu tættere på virkeligheden. I talen sammenligner Jim Jones volden i USA’s almindelighed med en kirsebærtærte. “Yes, violence is as common to our history as cherry pie.”^[18] Talen er en tydelig provokation mod USA’s voldelig historie ved at bruge en kirsebærtærte som normaliteten. Jim Jones bruger også talemåden ”to speak with tongue in cheek”^[19], da han referer til vold som en radikal handling.

Jim Jones bruger også en del af hans baggrundsviden i talen, da han jo er født i USA og har oplevet en del af volden i hverdagen. Han gør brug af appelformen etos, for han er amerikaner, men han diskuterer emnet med appelformen logos, da han har en del viden om emnet og nævner flere eksempler gennem hele talen for at etablere hans holdning. ”To further establish our points, we can relate (…)”^[20]

Det er tydeligt, hvordan Jim Jones bliver mere markant og voldsom i hans prædiker. I nedskrivningen af talen ”Who Are The Real Radicals?” bruges der ofte udråbstegn, som viser hvordan Jim Jones’ toneleje svinger, som er med til at oprive hans tilhængere og deres følelser. Det ene øjeblik kan han tale i normalt toneleje og det andet kan der være råb og skrig fra talerstolen. Jim Jones går igennem en gradvis forværring af hans mentale sundhed og et stigende stofmisbrug, som har en iøjnefaldende indflydelse på hans stigende paranoide og voldelig retorik. Jim Jones er overbevidst om, at verden er ved at gå under og Peoples Temple er den eneste vej til overlevelse. Dette førte ham til at være stærk paranoid, som ser trusler fra alle eksterne fjender.

Han har samtidig med hans forværrende mentale sundhed og stigende stofmisbrug, opbygget en stor karismatisk sekt, hvor han er afhængig af tilhængerskarens anerkendelse. Dette førte derfor til en stærk kontrol over hans tilhængere og en øget berettigelse til at udøve vold og kontrol. Disse ting er med til at føre Jim Jones og hans tilhængere til Guyana.

”The Death Tape”

Den famøse optagelse ”The Death Tape” er en optagelse fra prædiken, som Jim Jones holder for sine tilhængere kort før deres masseselvmord i Jonestown, Guyana den 18. november 1978. Optagelsen er blevet navngivet ”The Death Tape” af offentligheden grundet dets skræmmende indhold. Dette er den mest kendte tale, som Jim Jones holder og den sidste, som han nogensinde holder. Denne tale udskiller sig meget fra de ovenstående prædiker, for der er en del samtale elementer i den, hvor Jim Jones fører samtaler med en kvinde ved navn Christine Miller og andre ukendte personer fra Peoples Temple. Dette er en tale helt for sig selv, da det er tydeligt at mærke, at Jim Jones’ verden er ved at smelte helt for ham. Hans sprog er det mest forvirrende og flyvsk, det nogensinde har været.

I talen fortæller Jim Jones, hvordan han har kæmpet for hans tilhængere og deres mulighed for det gode liv. I talen gør han en stor indsats for at vise, hvor stor en skam de medlemmer, som har forladt sekten, er og hvor meget de har forrådt ham og de andre tilhængere. Han fortæller dem, hvordan regeringen ville dræbe og torture tilhængerne og deres børn, hvis de ikke lader sig dø. Han forsøger at overbevise dem, hvordan døden vil være en befrielse fra en ond og korrupt verden, som er imod dem. Talens modtagere er de 909 tilhængere, som er minutter fra at deltage i dette masseselvmord.

Igen, er denne tale domineret af, at Jim Jones er i en presset situation. Tonen i talen er voldsom, meget skyndende og en del aggressiv. Den sproglige stil i talen er på et normalt niveau og hælder mod lav stil. Der er både ord med negativ værdiladning og ord med positiv værdiladning. De ord med negativ værdiladning, er de ord der bruges i sammenhæng med de medlemmer, der har forladt sekten og mod regeringen. Ordene med positiv værdiladning bruges, når Jim Jones udtaler sig omkring døden og hvordan døden er sektens vej mod befrielse. Dette giver god mening, da Jim Jones’ intention med talen er at overtale hans tilhængere til, at blive en del af dette masseselvmord. Jim Jones har gennem tiden opbygget denne rolle som en stærk autoritet, som er i stand til at overbevise sine tilhængere, at han ved bedst, når det kommer til at tage beslutninger.

Som også nævnt før, så er Jim Jones i en spiral ned af, grundet hans mentale sundhed og stigende stofmisbrug. Det har en tydelig indflydelse på hans retorik. Igennem hele talen, er der adskillige gentagelser, men dette er ikke et retorisk virkemiddel hver gang. Det er tydeligt, at Jim Jones er i en psykisk ustabil situation og er stærkt påvirket af euforiserende stoffer, for hans ord flyver rundt. “What is it? …Did what? … Hard. It’s hard, it’s hard… only first, only at first is it hard. It’s hard only at first.”^[21] Dette gør Jim Jones’ tale endnu mere besværlig at læse, men når man hører selve optagelsen, så kan man fornemme Jim Jones’ forvirrende sprog og der er flere ord, som er svære at tyde og uforståelige. Det kan også høres på optagelsen, at Jonestown er fyldt med kaos. Der er råb og skrig fra alle parter og Jim Jones bruger gentagelser for at skabe ro over hans tilhængere; ”… hold it, hold it, hold it, hold it…”^[22]

De direkte henvendelser er blevet endnu mere personlige, end de var i starten i talen ”Faith Without Works Is Dead”. I talen ”The Death Tape” bruger han ord som ”my people”, ”you”, “we”, “sisters”, “my children” og “our innocent babies”. Det er tydeligt, at Jim Jones har opnået denne familie af tilhængere, som følger hvert hans ord og ser ham som en profet. Igennem talen, siger Jim Jones også flere gange, at han er en profet og taler som en profet til dem. ”I’m speaking here not as the administrator, I’m speaking as a prophet today…”^[23] Han bruger profetisk karisma til at få hans tilhængere til at følge buddet om masseselvmord, som en slags guddommeligt bud, så de føler sig endnu mere presset at gennemføre det. Jim Jones forsøger også at opretholde denne heroisk karisma, da han fortæller, hvor meget han har ofret sig for sine tilhængere og hvordan han har kæmpet for dem. ”I tried to give it to you. I’ve laid down my life, practically, I’ve practically died every day to give you peace … and you still not have any peace.”^[24] Han forsøger at få denne sidste anerkendelse af hans tilhængere, så de vil udføre dette masseselvmord.

Igennem talen bruger Jim Jones brug af appelformen patos. Han gør brug af patos, da han appellerer til tilhængernes følelser ved at beskrive den verden, som de lever i, som ondskabsfuld og korrupt. ”We win, we win when we go down.”^[25] Han forsøger at overbevise dem, at hvis de begår selvmord, så vinder de. Hvis de lader regeringen finde dem, så taber de. Han nævner også gentagende gange kærlighed og hans kærlighed til hans tilhængere. Det skaber en følelse af fællesskab og samhørighed blandt hans tilhængere. Han forsøger blandt andet også at gøre brug af appelformen logos. Men de informationer, som han giver hans tilhængere, er ikke sande. Han fortæller hans tilhængere, at regeringen er efter dem og at de vil dræbe og torture dem, hvis de finder dem. Dette er ikke en sand information.

Gennem Jim Jones’ taler er det signifikant, at Jim Jones ønsker noget større. Han ønsker at skabe et kollektivt samfund, hvor hans tilhængere deler alt, arbejder sammen og tager fælles beslutninger. Han opnår dette gennem hans taler, hvor han fanger folks interesser og finder hans vej ind i deres liv. Han udnytter de sociale og politiske problemer, som der er i USA i 60’erne og 70’erne. Det gør han for at skabe en følelse af fællesskab og formål blandt hans tilhængere. Det er også bemærkelsesværdigt gennem Jim Jones’ taler, at han er en tydelig karismatisk leder med en stor taleevne. Han formår som karismatisk leder at samle en stor gruppe tilhængere og lede dem. Jim Jones’ evne til at opnå en dedikeret følger skare er baseret på en kombination af hans karismatiske personlighed, hans fokus på social retfærdighed og samfundstjeneste gennem hans prædikener, og hans brug af kontrol- og manipulationsteknikker, som isolation, trusler og belønninger, for at opretholde sin magt over sine tilhængere.

Diskussion

Peoples Temple har siden grundlægningen af bevægelsen haft en gradvis stigning i antallet af tilhængere. Men hvordan formår Jim Jones at opnå over flere tusinde tilhængere til hans bevægelse? I perioden fra 1950’erne til slutningen af 1970’erne, hvor Peoples Temple eksisterer, er der flere problemer i den amerikanske samfundsform, som har flere faktorer til, at Peoples Temple får så mange følgere.

Peoples Temple bliver dannet under højdepunkterne af borgerrettighedsbevægelsen i USA. Borgerrettighedsbevægelsen kæmper for afroamerikanernes lige rettigheder som hvide amerikanske statsborgere. Borgerrettighedsbevægelsen kæmper også imod racemæssig diskrimination. Dette kæmper Jim Jones også mod. Jim Jones udtrykker flere gange hans accept for alle racer, især mørke mennesker. Jim Jones adopterer flere børn med hans kone, Marceline Baldwin. De er det første hvide par til at adoptere en sort dreng i 1959. Jim Jones refererer til hans familie som ”the rainbow family”. Derfor finder mange afroamerikanske borgere en form for tryghed hos Peoples Temple i en kaotisk tid. De finder et fællesskab af mennesker, som mener det samme som dem.

Peoples Temple har et rehabiliteringscenter for misbrugere, et bosted for hjemløse, en gratis lægeklinik og en tøjindsamling til de fattige. Man kan diskutere, at Jim Jones giver en udsat gruppe af borgere, hvad de mangler for at leve og modtager dermed deres anerkendelse til ham som leder. Det er muligt at diskutere, at han tager udnyttelse af nogle mennesker, der er desperate, for at opnå hans egen bevægelse. Peoples Temple appellerer især til minoritetsgrupper og samfundets udstødte. Peoples Temple udfylder de huller, som den fraværende velfærdsstat i USA efterlader. Jim Jones tilbyder en form for social støtte.

(…) hans hovedfokus – det, som han sagde, Peoples Temple stod for – var at fodre de sultne, klæde de nøgne på og inspirere til en verdensorden, hvor alle har værdighed og muligheder. Det var meningen, at Peoples Temple skulle være et lysende eksempel, og så var det tanken, at resten af verden i sidste ende ville tænke ‘det er vi nødt til at kopiere’.^[26]

Jim Jones inspirerer folk til at gøre en forskel, sammen i et stort fællesskab. Det fællesskab, som han skulle være leder for. Han hjælper folk, der sidder fast i den generelle samfundsstruktur i USA. Han fokuserer mere på at appellere på en afgrænset målgruppe, som er et karismatisk træk.

Mange amerikanske borgere føler en voksende bekymring for blandt andet atomkrig, grundet Vietnamkrigen i perioden 1955 – 1975. Det gør Jim Jones også. Peoples Temple flytter fra Indianapolis til Californien i tidlig 1960’erne, da Jim Jones har læst i en artikel, at Californien er sikre end Indianapolis, hvis der opstår en begivenhed af atomkatastrofe. Jim Jones varsler og advarer hans tilhængere om et atomangreb den 15. juli 1967. Dette atomangreb kom ikke. Til dette ville man kunne diskutere Jim Jones’ voksende stofmisbrug og dårlige mentale sundhed. Det var ikke kun atomkrig, som han frygtede. Derfor er det muligt, at Jim Jones eventuelt har udviklet en paranoid psykose, hvor han frygter flere ting. Paranoid psykose eller ej, så appellerer Jim Jones til disse mennesker, der bekymrer sig over disse problemer og giver dem en stemme i et stort fællesskab.

Det er dog også umuligt at komme udenom, at Jim Jones er en karismatisk leder i høj grad. Jim Jones har sine taleevner på plads. Han holder taler, hvor han fanger enhver lytters interesse. ”Det var ikke fordi, at de alle sammen havde præcis det samme grundlag for at lade sig hverve – men Jones var ekspert i at være én ting for et segment af sine følgere, og noget helt andet for et andet segment.”^[27] Så gennem hans forskellige taler, opnår Jim Jones hans anerkendelse fra sine tilhængere. Den anerkendelse, som en karismatisk leder skal have og er afhængig af, for at kunne lede større grupper. Jim Jones’ taler er også en del revolutionære i en tid, hvor der er brug for forandringer. Dette er også grunden til, at flere folk bliver en del af Peoples Temple, grundet det er en tid, hvor mange kæmper for forandringer og hvis de vil opnå disse forandringer, må de blive en del af noget større. Peoples Temple er fællesskabet, der ønsker disse forandringer sammen og kæmper for dem sammen. Peoples Temple starter ud som en bevægelse med en god vision.

Han opbyggede det her omdømme – som han i sidste ende brugte til at ruinere og dræbe så mange mennesker – ved at udrette helt fantastiske ting. Hvis Jim Jones var blevet kørt ned og dræbt et sted sidst i 1950’erne, ville han blive husket i dag som en af de helt store ledere og forkæmpere i den tidlige kamp for borgerrettigheder (…)^[28]

Flere mener, at Jim Jones havde evnen til at gøre store ting, men i stedet for går magten ham til hovedet, da han forvandler en positiv ting til noget ganske forfærdeligt. Der er flere forhold i det amerikanske samfund, som har kunne medvirke til at, Jim Jones og Peoples Temple formår at opnå deres store mængde af tilhængere. Dette er både en bekymring om atomkrig, vietnamkrigen, borrettighedsbevægelsen, fravær af velfærdsstaten og delte meninger om den generelle samfundsstruktur.

Vurdering

Den 18. november 2023 er det 45 år siden, at over 900 både voksne og børn døde i Jonestown under ledelsen af Jim Jones. Men hvordan kan det være, at Peoples Temple og den store tragedie i Peoples Temple, stadig virker fascinerende og appellerende på folk?

Artiklen “Jonestown: 13 Things You Should Know About Cult Massacre” på Rolling Stone starter ud med sætningen; “Until the september 11th attacks, the tragedy in Jonestown on November 18th, 1978 represented the largest number of American civilian casualties in a single non-natural event.”^[29] Dette er en indledende sætning, som fanger en læsers opmærksomhed, grundet Peoples Temple er en del af den amerikanske historie og har haft en dybdegående indvirkning på USA’s kollektive hukommelse. For det første er dette noget, som mange mennesker er nysgerrig i, nemlig historie. USA er et stort og globaliseret land, hvis historie også ofte går udover landets egne grænser. Flere over hele verden har hørt om Jonestown og den karismatiske leder, Jim Jones.

Flere har også hørt om Peoples Temple, grundet populærkulturen. Historien om Jonestown har været en del gange igennem populærkulturen. Der findes populærkulturselementer af Jonestown gennem utallige dokumentar, serier, bøger og diverse podcasts. Der findes på streamingtjenesten Viaplay, som er tilgængelig i mere end 15 lande, dokumentarserien ”Jonestown: Terror in the Jungle” med fire episoder omhandlende Peoples Temple fra start til slut. Flere af de overlevende fra Jonestown har også været ude med deres version af historien gennem bøger, interviews og været gæster i diverse podcasts. Laura Johnston Kohl, der har skrevet bogen ”Jonestown Survivor”, har været med i podcasten ”The Timo Show”, hvor hun er gæst i podcasten og fortæller sin historie. Laura Johnston Kohl har også deltaget i utallige interviews angående Jonestown i f.eks. dokumentaren ”Jonestown: The Life & Death of Peoples Temple”. Grundet denne populærkultur, har historien om Jonestown været nem at sprede og dele med mennesker rundt omkring hele verden.

For det andet synes mange også, at Jonestown og sekter generelt, er spændende, grundet, at det virker så fjern fra den almindelig hverdag. Hvordan kunne en velment bevægelse som Peoples Temple ende så skrækkeligt? I Rolling Stone – artiklen står nogle af de mest abnorme fakta fra Peoples Temple, da dette fanger en læsers opmærksomhed, grundet nysgerrighed for blandet andet historie, men også ting, som forundrer en som læser. Der nævnes i artiklen blandt andet; “Jim Jones Claimed He Was the Only Heterosexual on Earth”^[30], “The Peoples Temple Had a Pet Chimpanzee Named Mr. Muggs”^[31] og “An Elderly Woman Slept Through the Whole Ordeal”^[32]. Disse overskrifter er emner, som ligger så fjern fra en ordinær persons hverdag og derfor fanger ens øje, da de virker så urealistiske.

For det tredje, kan Peoples Temple stadig virke appellerende, grundet dens relevans for nutidens samfund. Peoples Temples budskab om lighed og social retfærdighed appellerede til mange mennesker i 1970’erne, og dens budskab om samfundsmæssig og politisk aktivisme kan stadig tale til folk i dagens samfund. Borgerrettighedsbevægelsen, som Jim Jones fulgte, findes stadig i dag. Man ser det blandt andet i organisationen ”Black Lives Matter”, hvordan der stadig kæmpes for lige rettigheder for afroamerikanske borgere. I Rolling Stone er der også et tekststykke omkring; “The Peoples Temple Members Were a Racially-Mixed Family Dedicated to Improving the World”.^[33] Tekststykket omhandler, hvordan Peoples Temple ikke bare var en sekt, hvor medlemmerne blindt viede deres troskab til en mand, men at det var en større ting. Peoples Temple var et stort blandet fællesskab med forskellige racemæssige og aldersmæssige medlemmer. Flere medlemmer så Peoples Temple som en stor familie.

Det kan virke inspirerende for folk i dag, hvordan sektens medlemmer var villige til at ofre alt for deres medmedlemmer og specielt den karismatiske leder, Jim Jones, selvom deres handlinger endte tragisk. Den karismatiske leder, Jim Jones, kan stadig dagen i dag virke magnetisk og dragende, selvom han førte sine folk mod døden. Folk i dag drages stadig mod karismatisk ledere, da de fleste har, som Jim Jones, deres taleevner i orden og er overbevisende på en helt speciel måde. Karismatiske ledere i denne tid er blandt andet Barack Obama, Kim Jong-un og den danske Ruth Evensen fra Faderhuset. Disse karismatiske ledere viser, hvordan man i nyere tid stadig drages mod karismatiske ledere.

Peoples Temple er stadig fascinerende af flere grunde. Det kan være grundet det historiske perspektiv og sektens relevans for nutidens samfund, som har mulighed for at motivere folk til at gøre en forskel og eventuelt undersøge Peoples Temples historie nærmere. Men samtidig er Peoples Temple også en påmindelse om, hvilke farer der er ved en sekt, en magtfuld leder og ekstremisme. Peoples Temple har blandt andet også født udtrykket ”drinking the Kool – Aid”, som henviser til dem, der blindt følger noget. Mange af de overlevende, som der står frem med deres historier, ønsker også, at nutidens folk lærer af deres fejl og at en situation som denne aldrig vil lade sig gøre igen.

Konklusion

Peoples Temple var en religiøs bevægelse der blev grundlagt i 1954 af Jim Jones. Den religiøse bevægelse udviklede sig gennem tiden til at være en sekt. Peoples Temple havde klare sektariske træk, såsom at Peoples Temple levede i et tætknyttet samfund sammen, tog ud med busser for at missionere og de troede, at Jim Jones og Peoples Temple var vejen til sandheden og frelsen. Sektens leder, Jim Jones, havde også en totalitære kontrol over medlemmernes liv. Jim Jones formår at opnå denne totalitære kontrol over hans tilhængere, grundet hans magnetiske, karismatiske styreform. Peoples Temples medlemmer så ham som en leder med en speciel, personlig udstråling, intellektuelle evner samt overnaturlige kræfter, grundet hans iscenesatte helbredelser.

Som karismatisk leder, havde Jim Jones også hans taleevne og retorik på plads. Jim Jones holdt gennem hans tid som leder af Peoples Temple utallige taler og prædikener. I flere af Jim Jones’ taler er det tydeligt at se, hvordan han har evnen til at overtale hans tilhængere, selvom nogle af hans tilhængere var mere politiske eller religiøse. I Jim Jones’ sidste tale ”The Death Tape”, ser man hvordan Jim Jones har opbygget hans tilhængeres tillid, da han overbeviser dem, at døden er den eneste løsning på deres problemer og at kollektivt selvmord er den eneste udvej. Hans evne til at manipulere og kontrollere hans tilhængere er en afgørende faktor i deres beslutning om at begå kollektivt selvmord, samt andre beslutninger gennem Peoples Temples tid.

Men selvom Peoples Temple endte tragisk i Jonestown, så startede det som en god ting. Peoples Temple tiltrækkede mange følgere, grundet den politiske og sociale uro i USA på daværende tidspunkt i 1960’erne og 1970’erne. Peoples Temple kæmpede mod racisme og social ulighed, samt bevægelsen tilbød et alternativt samfund med fokus på social retfærdighed og ligestilling, specielt for afroamerikanerne. Jim Jones tilbød de udsatte og fattige et fællesskab med de ressourcer, som der manglede i den fraværende velfærdsstat. Skønt det er over 40 år siden, at tragedien i Jonestown skete, så er bevægelsen stadig appellerende og fascinerende for folk i dag, grundet fascinationen med Jim Jones’ karismatiske lederskab, samt hans evne til at manipulere og kontrollere hans tilhængere. Folk i dag fascineres og drages stadig af karismatiske ledere. Fascinationen skyldes også uforståenheden over, hvordan sådan en tragedie kunne ske og hvordan så mange mennesker indgik i denne massedød.

Kilde- og litteraturliste

Notes

^[1] Jones, Jim. (1978, 18. November). ”The Death Tape”.

^[2] Nielsen, Jacob Vrist. (2011). Hvad er forskellen på en kult og en sekt?

^[3] Nielsen.

^[4] Nielsen.

^[5] Brix Curtis, Cæcilie & Borup, Maria. (2016). Max Weber – autoritet og karisma.

^[6] Brix Curtis & Borup.

^[7] Brix Curtis & Borup.

^[8] Brix Curtis & Borup.

^[9] Lykke-Kjeldsen, Carsten., Pedersen, Bodil Junker., Markvad Rask, Tine., Overlund Roost, Tine. & Wagner, Hans. (2017). Begrebsnøglen til religion.

^[10] Jones, Jim (1956, December). “Faith Without Works Is Dead”.

^[11] Jones, “Faith”.

^[12] Jones, “Faith”.

^[13] Jones, “Faith”.

^[14] Jones, “Faith”.

^[15] Jones, “Faith”.

^[16] Jones, Jim. (1970, October). ”Who Are The Real Radicals?”

^[17] Jones, “Radicals”.

^[18] Jones, “Radicals”.

^[19] Jones, “Radicals”.

^[20] Jones, “Radicals”.

^[21] Jones. “Death Tape”.

^[22] Jones. “Death Tape”.

^[23] Jones. “Death Tape”.

^[24] Jones. “Death Tape”.

^[25] Jones. “Death Tape”.

^[26] Ferranti, Seth. (2017, 12. April). Karismatisk folkeforfører og morderisk kultleder: Historien om Jim Jones. I: Vice.

^[27] Ferranti.

^[28] Ferranti.

^[29] Chiu, David. (2020, 29. Maj). Jonestown: 13 Things You Should Know About Cult Massacre. Rolling Stone.

^[30] Chiu.

^[31] Chiu.

^[32] Chiu.

^[33] Chiu.